Uddannelse

At gå ind på pædagoguddannelsen var en udfordring ud over alle grænser.

Jeg var bare en indadvendt fyr uden de store sociale kompetencer. Det var et umuligt projekt, men jeg vidste, at hvis jeg skulle komme videre med mig selv var det muligheden i livet, det var det jeg måtte gøre for at overleve på vej mod nyfunden integritet (det kan man ikke skrive - men jeg vidste det var sidste udvej for at komme videre hvis jeg skulle kunne udvikle mig væk fra det jeg var, altså ovennævnte indadvendte..osv).

Jeg var hunderæd, pisse bange for det sociale, bange for at skulle tale i forsamlinger. "Genert" hed det dengang. Men det var mere..

Jeg havde gjort det et års tid før, på vpg-kurset efter fyringen fra Røde Kors Asylafdeling, hvor vi var flere derfra som skulle holde foredrag for hinanden. Flere havde det på samme måde. Var simpelthen ved at dø. Jeg er sikker på, at pulsen nåede op på over 200 ;-) FÅÅÅK... Men jeg gjorde det, som kulminationen på kurset.

Før det havde vi skullet fortælle om os selv hver især i starten af kurset. Puh, det var også drøjt. Men det blev gjort. Og det var virkelig bevidsthedsudvidende. Og en stor personlig sejr som betød at næste skridt kunne tages på den lange march på livets sti med de mange millioner små og store valg..

Det lykkedes med lange seje træk at gennemføre - og jeg gjorde det godt: greb chancen for at komme ud af dødvandet, greb chancen, udviklede mig og kom videre i livet. Jeg nød det og flød i det som en fisk i vandet, blev høj af viden og læring !

Så høj, at da jeg fik chancen for at tage en diplom-uddannelse (en lidt højere professions-bachelor), greb jeg den og genemførte de obligatoriske 6 moduler.

Og ville så gå i gang med en kandidatuddannelse (pædagogisk antropologi i Århus) da jeg kort efter havde forladt familien i 2007. Det glippede af personlige årsager, jeg sprang fra uddannelsen et halvt år efter skilsmissen.

Jeg søgte ind igen i 2014, men kom 'heldigvis' ikke ind pga ændrede optagelsesvilkår. En nanden kandidatuddannelse (international pædagogisk antropologi) lykkedes heller ikke pga overskreden deadline Heldigvis skrev jeg fordi Karl kom ind i vores liv på samme tid, og uddannelsen var ikke gået med en lille ny, og han var og er selvfølgelig tusind gange vigtigere for mig