Den levede historie. Kronologien. Fortællingen.

• Opvækst osv
• Starten
• Familie barndom
• Danseskole
• Armene
• Frihed
• Oplevelser
• Uddannelse
• Ungdom
• Voksenliv
• Mine søskende
  • Familierelationer
• Familie udvidet

Starten

Jeg er født i København, på Nørrebrogade ved Nørrebros Runddel, der hvor der nu ligger en Kvickly. Der lå en bager dengang hvor jeg kan huske min søster arbejdede på et tidspunkt. Hun kom tit hjem med wienerbrød og chkoladetrekanter om aftenen. når de havde lukket og der var noget til overs. Jagtvej 69, Folkets Hus på Nørrebro (som senere blev overtaget af bz'ere: 'Ungeren’ / Ungdomshuset) lå lige om hjørnet.

Familien boede på Hirsevej i Brønshøj, vi flyttede kort efter jeg blev født til Veksøvej 12, St.tv. Hirsevej lå tæt ved Utterslev Mose. Veksøvej lå lige på den anden side, adskilt af Frederikssundsvej, midt mellem Brønshøj Torv og Husum / Sløjfen hvor sporvognslinjerne 5 og 7 vendte og kørte ind mod byen igen.

Jeg gik i halvdagsbørnehave (fra jeg var 4 år) i børnehaven på Hvedevej 45 tæt på Utterslev Mose. Jeg kan huske flere episoder derfra. Kommer senere. Blandt andet dengang mig og Lars lavede et fysik-forsøg: vi sparkede lige hårdt på samme tid på en rude i børnehavens entre for at teste om det kunne lade sig gøre uden at ruden gik i stykker. Det var spændende i et godt stykke tid.

Min far havde de første år grønthandlen 'Torvehallen Veksø', på hjørnet af Frederikssundsvej og Veksøvej. Den blev solgt til 'Seifert' (som boede ved Brønshøjvej ved vandtårnet) og vi købte sommerhus i Marielyst på Falster. Nogle få år senere blev det solgt og i forbindelse med exproprieringen af Rønhøjgård ved Ballerup modtog alle de 9 søskende en god slat penge i kompensation, så der blev råd til en bedre bolig.

Så i marts 1969 flyttede vi til Thurebyholmvej 3 også i Brønshøj bare lidt længere ind mod byen, måske 500 meter fra Børnshøj Torv hvor 2'eren og 8'eren kørte fra over Frederiksberg til Rådhuspladsen og Christianshavn og hvor 5'eren og 7'eren passerede på vej til Nørreport. Vi boede lige ved siden af Degnemosen, på grænsen til Vanløse, Nordvest, Frederiksberg.

Jeg gik på Brønshøj skole hele forløbet, indtil 1976. Mine forældre valgte, at jeg ikke skulle gå på Husum Skole, selv om vi boede i det distrikt. Skellet gik lige midt ned gennem Veksøvej som vi boede på. Da vi boede på Thurebyholmvej hørte jeg egentlig til på Bellahøj Skole, men fortsatte på Brønshøj Skole.

Jeg er aldrig blevet mobbet i skolen (pga. briller eller andet) og jeg fik okay gode karakterer (var den bedste i flere fag). Jeg pjækkede ikke. Var kortvarigt i ‘P-klassen’ (for de urolige..eller noget), mest fordi læreren (Fru Nielsson - hun og hendes mand var begge forfærdelige. Hr. Nielsson, var et dumt svin af en geografilærer, føj). De kunne ikke lide min søster (eller noget) og så gik det efterhånden også ud over mig. Jeg havde så vist nok været oppe på et skab i en husgerningstime, det var anledning nok for kællingen. Det blev afregnet med et råt æg på sidste skoledag. Jeg ramte hende på skulderen, slask. Jeg var meget glad. Ups eller noget. Det blev ikke opdaget hvem det var der gjorde det.

Hr. Nielsson havde jeg flere 'møder' med på forskellig vis (elastik blev klippet ned i hans pibetobak, jeg bad ham en gang om at være stille i timen når vi havde prøver. Han snakkede nemlig uafbrudt, det forstyrrede enormt meget, så jeg tilbød klassekammeraterne at gøre det) Jeg rejste mig engang i en time og bad ham om, om han kunne undlade at snakke så meget i timerne når vi havde 'prøver', det forstyrrede os. Hold da op, det tog han mig meget fortrydeligt op, det skulle han huske når jeg engang skulle til eksamen, sagde han. Lede stodder!

Der var altid nogen at lege med på Veksøvej, men efter vi var flyttet derfra til Thurebyholmvej, var jeg ikke så tit ude at lege i alle mulige sammenhænge, jeg havde gået til dans og fodbold og nu mest i klubben på Frederikssundsvej, hvor jeg mest spillede billard og lavede lidt hobbyting fx lavede svævefly og ting i ler, læder, flet mv. Der var ikke rigtigt nogen at lege med hvor vi flyttede hen da jeg var 9 år, jeg var ind imellem på Veksøvej, men det hele blev lidt bøvlet, og jeg var en del alene i fritiden. Men vi fik en hund, Sussie, det var godt for mig.

Jeg var begyndt at arbejde i supermarked da jeg var 13 år, i Irma på Brønshøj Torv under biblioteket, der hvor der havde været biograf i gamle dage, Bella Bio. Chefen hed Christensen, ham vi havde med at gøre i det daglige hed Zacho, han havde det mest imponerende hentehår jeg nogensinde har set. Han rettede på det konstant, med kam og de dertil hørende hånd- og hovedbevægelser. Det var godt for mig at arbejde der, alle de naturlige sociale og arbejdsmæssige forhold som vi alle skal lære i livet blev arbejdet igennem og jeg faldt godt til.

Familie barndom

Min mor og far kom fra Ballerup og området deromkring.

Min fars familie havde en gård lidt vestpå som hed Rønhøjgård (vist ved Ågerup?).

Min morfar var formand for den lokale afdeling af dasf, Dansk Arbejdsmands og SpeciarbejderForbund, senere SID, senere 3F i Ballerup. Der boede han og familien også, i en lejlighed oven over kontoret. Bygningen lå på Ærtedamsvej.

Min far var den yngste af oprindelig 13 søskende, flere var dog døde tidligt, min far blev da også hjemmedøbt for ikke at risikere at han døde før kirkedåben. Hans far døde da min far var 9 år gammel.

Min mor var den ældste af 4 søskende

Danseskole

Jeg gik pludselig til Dans; jeg ved ikke hvor gammel jeg var, ikke meget mere end 7 år. Til en start dansede jeg med Bente. Efterhånden kom så Helle og Birgitte til.

Birgitte, fra Pilesvinget ned til mosen, havde jeg flirtet med i børnehaven, vi kunne kigge på hinanden på tværs af alle de andre – og så fniste vi bare helt vildt, jeg mente der var et eller andet godt imellem os; jeg havde det ihvertfald rigtigt godt inden i.

Helle fra Rolandsgården / Løvetandsvej gik jeg i klasse med hele vejen til de sidste skoleår, kunne godt lide hende, men kan ikke huske så meget. Bente fra Højstrupvej kendte jeg ikke i forvejen, gik sikkert på en anden skole i området. Hun var noget skrap, holdt meget fast, styrende.

Men al’så jeg gik på 3 forskellige hold. Vi var til afslutningsballer kan jeg huske, sammen med andre fra Ella Frederiksens Danseskole på hjørnet af Frederikssundsvej og Hirsevej, lige overfor min fars grønthandel, ‘Torvehallen Veksø’.

Afdansningsballerne holdt et sted inde i centrum af København samme sted som vi holdt julefester med andre fra handelstandsforeningen (små forretninger der holdt festen sammen), en kæmpestor bygning lige ved Nørreport, inde i en af de små gader et sted lige bagved ned mod Kultorvet tror jeg det var, fx Rosenborggade. Eller på den anden side af Nørreport i nærheden af hvor arbejdermuseet ligger i dag, Linnégade eller Rømersgade..? Det var smaddersjovt at være sammen med en masse unger der, masser af plads til at fise rundt på store trapper osv.

Det var til danseskole-afslutningerne jeg mødte Torsten, Hannes dansepartner, Mortens lillebror. Han var på min alder, vi legede fint sammen der. Det var ham der ikke lang tid efter, som 13-årig, døde ved at falde ud fra højhuset i Brøndby hvor han boede med familien på øverste etage. Vinkede farvel til sin mor :''-/

Tilbage til danseskolen. Min søster gik til dans, men jeg vidste slet ikke at jeg også skulle gå til dans. En dag da jeg klatrede i et træ på Veksøvej, kom min mor forbi, “du skal komme med, vi skal hen på danseskolen, du skal gå til dans” (eller ..noget..), husker det ret tydeligt. Så vi gik over Frederikssundsvejen hen til danseskolen. Jeg vidste ikke hvad det var, men det må have været okay må jeg have syntes. Jeg har helt sikkert været voldsomt genert, men jeg gik til dans i flere år.

Armene

Jeg brækkede armene to gange (de kaldte det at de var ’spaltede’, tænker det er det man i dag kalder 'Greenstick'), en gang i børnehaven da jeg sprang ned fra et klatrestativ.

Og en gang ved sommerhuset på Falster, hvor Per Egeberg Hansen, Norma og Bånes adoptivsøn og min senere chef v. 3×34, havde lokket mig op i en trapez. På hospitalet i Nykøbing Falster mente de det bare var en blodsamling ved højre albue (der var en stor bule kan jeg huske), men da vi kom til København blev det tjekket. Gips på i laaaang tid, vel 6-8 uger, men det var okay, så var der en udfordring mere.

Da jeg brækkede venstre arm i børnehaven kan jeg huske jeg sad med en af de voksne og græd. Det var ligesom de ikke tog det rigtigt alvorligt. Men de havde da vist ringet efter min far, som kom og var bekymret (og vred) med det samme, så han vidste det. Vi tog på hospitalet og jeg blev ‘indlagt’ – kan huske jeg lå på en stue med nogle gamle mænd der havde deres ben stående ved siden af sengen. Og de lå og røg cigaretter i sengen !

Frihed

Jeg fik lov til en del som barn. Tog bussen eller cyklede ind til byen, det var jo nemt, busser var der nok af. Og som 14-15 årig fik jeg lov at slå telt op i Travemünde i Tyskland på 'den anden side' af Gedser i Danmark. Jeg blaffede så til Lübeck uden at mine forældre vidste det.

Det var lidt grænseoverskridende for mig, nej meget grænseoverskridende! Men åbenbart ikke mere end at jeg blaffede i Europa nogle år senere. Tyskland, Østrig, Jugoslavien, Italien, Schweiz. jeg har aldrig haft nogen dårlige oplevelser ved at blaffe, tværtimod. Mine hidtil sidste blaffeture var i 2014.

Jeg har mange oplevelser fra tidligere i mit liv og vil gerne have dem skrevet og beskrevet. Hvis nogen vil læse det er det fint nok, men først og fremmest vil jeg 'genopdage' dem i mig selv. Glemt i her & nuet er det, men kan dukke op igen.

Opdagelsen af 'den nye by', der dukker op om morgenen når jeg var på sommerferie-arbejde med min far på hans dag-job for 'Thor Øl', 'Dansk Andels Ægexport' (begge lå vist på Vangedevej i Søborg), Paaskebrød (Fabriksparken i Glostrup) eller andet (?).

Vi havde de fleste af afleveringerne i indre by, i Tivoli og på Bakken og jeg elskede det ! Elskede at køre rundt med ham og elskede at se byen vågne og komme til hægterne igen efter en heftig aften og nat. Elskede at høre ham fløjte glad mens vi kørte, elskede "To Knæk og to brød, kun ketchup".

Senere blev jeg selv chauffør og nød også da at køre rundt i København.

Chaufførarbejdet har altid stået for mig som et job i frihed. Jeg har kunnet sidde i min egen verden, har kunnet bevæge mig forholdsvis frit, ihvertfald i tankerne.

Samtidig med at der var en masse andre læringer i det bl.a. vedvarende, konstant fokus, indre ro, god iagttagelsevne og arbejde med relationsopbygning og/eller tilpasningsevne i de uendeligt mange 'møder' med andre mennesker.

Fandt først langt senere ud af hvor stressende det alt sammen var for mig.

Oplevelser

Om sommeren fik vi fribilletter til Bellahøjbadet, det var vidunderligt når vi ikke lige havde andet at tage os til. Tit var vi der hele dagen. Levede af 'kradsere' og kiks.

Jeg har mødt mange specielle mennesker og været i mange specielle menneskers hjem. Nogle kom jeg ved i min egenskab af flyttemand: Ole Vinding (“Et bymenneske i naturen”), den falske Marquis som egentlig var sygehjælper (på Østerbro i komponistkvarteret), Kay Abrahamsen, klassisk operettesanger som jeg kørte med til og fra Øselsgården på Amager, og flere som jeg nok kommer i tanker om senere.

Kay kom jeg jo ved flere gange om ugen i nogle år, han skulle bæres i transportstol op og ned, så der var kollegaer der skulle være med. Sød, sur, gnaven, utilfreds. Men vi gjorde hvad vi kunne for at gøre det på en passende måde. Lidt svært da han skulle til øverste etage, en lang bøvlet tur. Boede på Amagerfælledvej på hjørnet ved Sundholmsvej tror jeg det var. Hjemmet var meget ‘gammeldags’ (og meget bøsset som ham selv), men han var også en ældre mand i 90’erne.

Ole Vinding boede ved Frederiksdal ved Furesøen, inde i skoven i et gammelt renaissance-hus med lutter gamle sager, meget spændende at se.

Marquisen: også en speciel bolig, en lejlighed på Østerbro (Sibeliusgade tror jeg, ud mod banen) fyldt med specielle ting, tror egentlig det var personligheden der var interessant, han fortalte løs. Meget affekteret på en måde, men også ligefrem. Vi var sikre på, at han var bøsse med den fremtoning, men jeg har læst mig til for nylig, at han var / havde været gift og havde børn, så ‘lidt af hvert’.

Jeg har jo også en masse ’små’ erindringer som bare var anderledes end hvad jeg havde været i før i mit meget almindelige borgerlige familieliv i barndommen.

For eksempel da jeg som flyttemand kom til en karréejendom i Sydhavnen. En mand med forklæde kom ud – begyndte at plapre løs om, at nu var det ham der var den kvindelige, mens hans partner var manden, det havde ellers tidligere været omvendt..osv osv

For at blive i den sfære: Jeg havde jo tidligere mødt en kvinde som var en mand, som havde fået lavet forskellige voldsomme kropslige ændringer. På mystisk vis havde jeg åbenbart ikke hæftet mig så meget ved det (som der så heller ikke blev snakket om, da det bare var kammeratens faster i daglig tale). Men det var altså først da jeg var ældre at jeg blev noget forskrækket over, at et liv kunne forme sig sådan. Øhm, jeg havde så også mødt transvestitter og bøsser i min ungdom på job og under uddannelser, så jeg ved ikke hvorfor det føltes så voldsomt for mig.

Psykisk syge, udviklingshæmmede mv. mødte man naturligt inde i Københavns centrum fx de der holdt til ved Strøget, skakspillere, gademusikere osv.

Uddannelse

At gå ind på pædagoguddannelsen var en udfordring ud over alle grænser.

Jeg var bare en indadvendt fyr uden de store sociale kompetencer. Det var et umuligt projekt, men jeg vidste, at hvis jeg skulle komme videre med mig selv var det muligheden i livet, det var det jeg måtte gøre for at overleve på vej mod nyfunden integritet (det kan man ikke skrive - men jeg vidste det var sidste udvej for at komme videre hvis jeg skulle kunne udvikle mig væk fra det jeg var, altså ovennævnte indadvendte..osv).

Jeg var hunderæd, pisse bange for det sociale, bange for at skulle tale i forsamlinger. "Genert" hed det dengang. Men det var mere..

Jeg havde gjort det et års tid før, på vpg-kurset efter fyringen fra Røde Kors Asylafdeling, hvor vi var flere derfra som skulle holde foredrag for hinanden. Flere havde det på samme måde. Var simpelthen ved at dø. Jeg er sikker på, at pulsen nåede op på over 200 ;-) FÅÅÅK... Men jeg gjorde det, som kulminationen på kurset.

Før det havde vi skullet fortælle om os selv hver især i starten af kurset. Puh, det var også drøjt. Men det blev gjort. Og det var virkelig bevidsthedsudvidende. Og en stor personlig sejr som betød at næste skridt kunne tages på den lange march på livets sti med de mange millioner små og store valg..

Det lykkedes med lange seje træk at gennemføre - og jeg gjorde det godt: greb chancen for at komme ud af dødvandet, greb chancen, udviklede mig og kom videre i livet. Jeg nød det og flød i det som en fisk i vandet, blev høj af viden og læring !

Så høj, at da jeg fik chancen for at tage en diplom-uddannelse (en lidt højere professions-bachelor), greb jeg den og genemførte de obligatoriske 6 moduler.

Og ville så gå i gang med en kandidatuddannelse (pædagogisk antropologi i Århus) da jeg kort efter havde forladt familien i 2007. Det glippede af personlige årsager, jeg sprang fra uddannelsen et halvt år efter skilsmissen.

Jeg søgte ind igen i 2014, men kom 'heldigvis' ikke ind pga ændrede optagelsesvilkår. En nanden kandidatuddannelse (international pædagogisk antropologi) lykkedes heller ikke pga overskreden deadline Heldigvis skrev jeg fordi Karl kom ind i vores liv på samme tid, og uddannelsen var ikke gået med en lille ny, og han var og er selvfølgelig tusind gange vigtigere for mig

Ungdom

Jeg gik ud af folkeskolen i sommeren 1976, gik straks i elektrikerlære hos 'Højstrup & Nielsen' i Brøndbyvester, men holdt kun i ½ år, da det var et sted af den gamle skole, man var som lærling slaven der skulle pukkes på. Det kunne jeg ikke finde mig i, så jeg holdt lige før jul 1976.

Efter nytår begyndte jeg på 'Københavns Kommunes ungdomsskoles aftenskoles Dagskursus for Unge Arbejdsløse' (.. eller noget..), for unge som ville forbedre karaktererne.

Det havde jeg ikke vildt og voldsomt brug for, men jeg havde brug for ‘noget’ at tage mig til. Det var et vidunderligt 1/2 år i en helt anden sammenhæng end jeg var vant til med unge lærere som kunne se potentialerne i os og lade os være en del af læringen.

Jeg fandt ud af, at der var voksne der kunne snakke med unge på en ordentlig respektfuld måde, det havde jeg ikke oplevet før. Voksne, som 'ville' os. Helt fantastisk, og jeg var slet ikke forberedt, men blev det til sidst.

Vi kom blandt andet på en tur til London i marts 1977 – delvist betalt af eleverne som havde været en del af et projekt i Danmarks Radio om unge arbejdsløse.

Om Per og Mik var med i det ved jeg ikke, men jeg havde ikke haft råd, hvis det var til fuld pris. Det var en rigtig god tur, jeg er dybt taknemmelig for de der gjorde det muligt at jeg kom med. Jeg fik iøvrigt højest mulige karakter i mundtlig engelsk derefter.

Jeg tror denne oplevelse: skolen og kammeraterne der, har haft stor betydning for mine valg i livet fremover. Måden vi blev undervist på og set på som mennesker, har haft betydning for mit valg af uddannelse, ingen tvivl om det!

Voksenliv

Jeg er født og opvokset i København, blev gift i 1989, fik hurtigt 3 børn, og flyttede fra København til den jyske Vestkyst i '94. Og blev på mit initiativ skilt i 2007. Gift igen i 2012 og valgte at blive skilt igen ved årsskiftet '13/'14 efter 15 måneders ægteskab.

Jeg startede så et nyt liv op i Skjern, et liv som jeg havde ventet på og ønsket mig altid. Endelig ❤️

Vi fik hurtigt efter en lille dreng. Vidunderligt, jeg har siden det fantastiske i at opleve de 3 første børn, ønsket mig flere børn hvis ellers forholdene ville blive til det. Det blev de så nu.

Livets opståen og menneskets udvikling lige fra starten er det mest fantastiske overhovedet, jeg bliver aldrig træt af at iagttage og tage del i livets mangfoldighed.

Jeg er vild med at være i 'hjemmelivets madgryde', at være med til at lave maden og krydre retten...

Mine søskende

Familierelationer

Jeg har to søskende som jeg har valgt ikke at se - simpelthen fordi de har valgt sig selv fra ved deres opførsel.

En opførsel som ligner den vores far reagerede meget voldsomt på når han så hans egne søskende opføre sig sådan.

Nogle af hans søskende var altid de første når der var dødsfald i familien og dermed mulighed for at arve

Arv = grådigheden blomstrer, "de skraber til sig med arme og ben" som han spruttende bemærkede fuld af foragt og vrede.

Og det samme kan man altså sige om hans egne børn, mine søskende i Brønshøj og Rødovre, de skraber til sig med arme og ben.

Så nej, jeg har ikke noget ønske om at have noget med dem at gøre, slet ikke. Det er ikke sådan min rigtige familie opfører sig.

Familie udvidet

Familie, bredere set, fætre og kusiner mv.

Jamen, de bor jo i Københavnsområdet, i Storkøbenhavn. Og dem har jeg heller ikke noget med at gøre, da jeg ikke gider København og ikke har noget ønske om de relationer.

Som jeg husker min mors familie var der en hel del krøller og bøvl indbyrdes og det fremgår vist klart her, at det gider jeg ikke bruge energi på.

Vestegns-racister er ikke min boldgade, jeg gider ikke bekæmpe dem og tage ordet i den flok, det fører ikke noget med sig. De er simpelthen for sorte inden i til at jeg gider bruge energi på dem.

Min fars familie: min far var den yngste af de mange søstre og brødre - så deres børn var forlængst voksne da vi kom til verden. Vi har ikke haft meget med dem at gøre og jeg ser dem ikke.