Nu kan du Tale

‘Du kan tøve så længe for at samle styrke
at du går glip af det, som springet vil betro dig.

I springets hjerte lå et øjeblik af plantens ro
springet hvor du satte alt ind.
Længe skal du vove springets dødsfrygt
før din ryg bliver krænget op til en vinge,
en rype i det grænseløses hænder.
Fortsæt din kærligheds stormløb.
På tinderne dvæler ynden.
Når du i endeløse år har levet for at blive frugt,
når din ærgerrighed er afløvet,
din viljes træ omstyrtet,
vågner du en dag alene med dig selv og er oprigtig.
Oprigtigheden kræver ikke mod.
Den har ikke frygtløse øjne.
Den er barndommen før angsten.
Floderne, kilderne, spejler sig ikke længere i dine træk.
Du er løst op i floden og i kilden.
Nu kan du tale. Dit mindste ord er et digt.’
[…Paul La Cour…]