Autofiktion

Fra Tendenser i den nyeste litteratur

" 'Autofiktion' er en betegnelse, der i nyere tid bruges om den type litteratur, der inddrager selvbiografiske elementer. Der er således typisk sammenfald mellem forfatteren og fortælleren/hovedperson i bogen, så læseren vil afkode værket som en selvbiografisk inspireret fortælling. Det er ikke noget nyt, at forfattere skriver med selvbiografiske elementer. Se blot på romaner af Herman Bang eller Tom Kristensen, hvor begge forfattere skildrer personer, de kender fra deres eget liv – eller kig på Vita Andersens bekendelseslitteratur fra 1970'erne. Det nye er, at dette selvbiografiske element gennemsyrer utrolig mange værker fra det 21. århundrede – og at forfatterne ofte bevidst leger med læsernes forestilling om, hvad der er virkelighed og hvad der er fiktion.

Når vi læser en 'selvbiografi', har vi som læsere en forventning om, at fremstillingen af stoffet er så virkelighedstro som muligt. Det samme gælder genren 'erindringer', hvor vi forventer at læse om hændelser fra forfatterens virkelige liv. Autofiktion adskiller sig fra selvbiografien ved, at den sammenblander fiktive og selvbiografiske elementer og hævder at være både virkelighed og fiktion på samme tid.

Litteraturforskere i dag bliver udfordret i mødet med denne nye selvbiografisk inspirerede litteratur. Siden 1960'erne har litteraturforskningen nemlig ikke beskæftiget sig ret meget med biografiske oplysninger om forfattere til litterære værker. Den nykritiske litteraturteori, der slog igennem i Danmark i 1960'erne, lagde vægt på, at det kun er teksten – ikke forfatteren – der skal inddrages i en litterær analyse. Litteraturforskningen har således i mange år lagt afstand til en biografisk læsning af litterære tekster. Men med den nye strømning af autofiktive tekster står litteraturforskningen – og alle læserne – i en ny situation: Nu bliver det nemlig relevant at inddrage viden om forfatterens liv og baggrund i en analyse af de autofiktive tekster. Og i denne sammenhæng får det litterære værks 'paratekst' (alt det, der er 'udenom' værket) også en vigtig betydning: Kan man fx se en genrebetegnelse på forsiden af bogen (er bogen rubriceret som 'erindring', 'roman' – eller måske 'erindringsroman')? Er der et foto af forfatteren på forsiden, som indikerer, at der kunne være tale om autofiktion? Har forfatteren i interviews i medierne bekræftet, at der er tale om en selvbiografisk fortælling – eller er der spor af dette på de sociale medier? Således er det ikke kun det i teksten, men også alt det uden om teksten, der skal inddrages i en analyse af teksten.

Det kan være svært at finde ud af, hvor man skal placere fænomenet 'autofiktion', der også har fået betegnelser som performativ biografisme, litterær selvfremstilling, fiktiv biografisme og fiktionsfri fiktion: Er det en helt ny strømning i litteraturhistorien? Er der tale om en ny genre? Eller er det blot et spørgsmål om fortællerforhold på grund af sammenfald mellem forfatter og fortæller? Når afsnittet om autofiktion har fået sit eget selvstændige afsnit i denne udgivelse – og ikke blot behandles som en af mange genrer, er det fordi at den selvbiografiske inspiration mere og mere er blevet en selvfølgelig del hos de nye forfattere. Litteraturforskeren Stefan Kjerkegaard siger, at det ikke længere handler om diskutere, om en tekst er autofiktion eller ej – eller om hvad der er fakta og hvad der er fiktion, men om at se, at det selvbiografiske hos mange forfattere er blevet en integreret del af det at skrive overhovedet. Det selvbiografiske som en selvfølgelighed, kunne man sige (Kjerkegaard, 2017).

Hovedstolen ID Christina Hesselholdt er et eksempel på en forfatter, der mixer selvbiografiske elementer med fiktion i sin digtning. Hun giver i Hovedstolen (1998) en række sansemættede erindringer om sin barndom. Bogens 50 fortællinger kalder hun 'fiktioner', men hun siger samtidig, at de tilsammen bliver "en mellemting mellem en erindringsbog og en fiktion". Bogens titel er en hilsen til digteren Per Højholt, der har sagt, at man ikke skal "tage af hovedstolen". Hovedstolen er et udtryk fra bankverdenen. Det betegner lånets grundbeløb, når man optager et lån. Med sin udtalelse mener Højholt, at forfatterne ikke skal tage af deres egen livshistorie, når de skriver fiktion. Hesselholdt vælger bevidst at gå i en anden retning. Hun siger i et interview: Hovedstolen skal jo forstås som barndommen, og i udvidet forstand den personlige biografi, og da jeg nu har skrevet en bog om barndommen, syntes jeg, det var nærliggende at kalde den Hovedstolen som en venlig hilsen til Højholt (Politiken, 13.09.1998). Hermed gør Hesselholdt op med ideen om, at et litterært værk bør ses som noget helt adskilt fra forfatterens liv."