Plejecentret

Jeg arbejdede 10 år på Plejecentret Øselsgården med at hente og bringe daghjemsgæster - og dertil forefaldende kørsel for administrationen eller kørsel til læge, hospitaler osv.

Men det bedste stykke arbejde for mig og det vigtigste for beboerne var kørslen ud i det blå. Udflugter fordi det var planlagt eller fordi der var et hul i min daglige gøren og laden på stedet. Så var det jo med at få noget sat i værk som kunne gavne stedet, bestyrelsen og i sidste ende min arbejdsgiver- det var min undskyldning for at sætte gang i tingene.

'Terapien' planlagde selvfølgelig en masse 'ud af huset'-ting hver måned som blev skrevet ind i kalenderen: til Tivoli og ture til fx Sydstranden, Dragør, Bakken og meget andet.

Og jeg selv tog ud hvor beboere og daghjemsgæster gerne ville. Simpelthen: 'vil du med på tur' - og når de kom ned og sad klar, blev de spurgt hvor de kunne tænke sig at komme hen og alt afhængig af hvor lang tid det mon tog og hvor lang tid vi havde, så kørte vi.

Jeg fik lært en masse gode steder at kende og fik en masse ‘nydelser’ med, det var skønt at være på sidelinjen når de fortalte om deres liv. Og skønt at opleve så mange forskellige udgaver af mennesker, se deres hjem og opleve hvordan de havde det på slap line.